Præstens side

Sognepræst

Nina Dyrhoff Nyegaard

Marsk Stigsvej 19, Halseby
4220 Korsør

Tlf.: 29 85 00 21

E-mail: Nina Dyrhoff Nyegaard

Træffes bedst:
Fri mandag

Russerne kommer...

I 2020 var jeg udsendt som feltpræst til Estland. Det var som ventet en fredelig mission, men taknemmeligheden over de danske soldaters tilstedeværelse i landet, der grænser op til Rusland, var mærkbar, da en ældre dame en dag kom hen til os, gav os hånden og takkede for at vi var med til at holde fred i det land, som aldrig nogensinde har taget selvstændigheden og freden for en selvfølge.

Og i disse dage går jeg rundt med en underlig fornemmelse i kroppen over, hvor skrøbelig freden er, når den ligger i hænderne på en mand som Putin. For netop torsdag den 24. feb. hvor esterne fejrer deres nationaldag, gjorde de det i skyggen af visheden om, at freden og selvstændigheden virkelig er truet.

Og når man som jeg har været udsendt til et land, der har mærket det russiske åg, når man har set eftervirkningerne fra undertrykkelsen og man stadig kan fornemme, hvordan frygten sidder i især den ældre generation i landet, og man samtidig har stået lige ved den russiske grænse kun adskilt af en smal flod, og ved hvor meget militær, der er på den anden side, så mærker man det en stille frygt, der sniger sig ind i kroppen.

En stille frygt for, hvordan det hele skal ende, og når man vågner op til nyhedsstrømmen, der viser kampvogne og sønderbombede huse og flygtninge på vej væk fra deres hjem, så kan det ikke undgå at gøre indtryk på os alle, også selvom vi bor her i Danmark. I et lille trygt smørhul, der i den store sammenhæng hverken kan gøre fra eller til.

For når magt bliver til ondskab så sætter det sig som en frygt i os af en sådan kaliber der ikke er til at ryste af sig igen.

For vi har set det før. Set hvordan en enkelt mands vanvittige magtmisbrug førte til død og ødelæggelse og efterlod et Europa i ruiner, ja en hel verden i ruiner.

Og selvom vi burde være blevet klogere af historien så er sandheden vel den frygtelige, at så længe der er mennesker, der er blinde for medmenneskeligheden og medfølelsen, så længe, der er mennesker, der lukker øjnene for ondskab, så er der ikke grænser for, hvad der kan ske.

Og det er så uforståeligt. Det er så svært at forklare sit syv-årige barn, hvorfor en mand, der hersker over verdens største land ikke har nok, men vil have mere. Det er så svært at forklare vores børn, hvorfor vi voksne dog ikke kan finde ud af at holde fred. Det er så hjertegribende ubehageligt at indse, hvordan ondskab stadig trives i verden. Den samme ondskab som vi her i påsketiden, hvor disse linjer skrives mærker og hører om, da Jesus hånes, mishandles, piskes og slås ihjel.

For den ondskab, der slog Jesus ihjel, et menneske, der kom med et budskab om fred, om tro om håb, om kærlighed, om frihed fra undertrykkelse, den ser vi stadig omkring os. Vi ser den i ethvert misbrug, i enhver krig, i hvert et magtsygt menneskes legen gud med levende mennesker, som var de marionetdukker uden følelser, drømme og håb, som havde de ikke øjne de kunne se med, som var de ikke levende.

Vi ser den alle de steder, hvor vi selv som disciplene forsøger at lukke øjnene for den ondskab Jesus fortæller dem om, fordi vi mener at den vel ikke rigtig helt vedrører os.

Men selvom det ikke er os, der rammes i øjeblikket andet end på økonomien, så er det umuligt ikke at blive berørt af strømmen af ukrainere der forlader deres land. Det er umuligt ikke at blive rørt, når vi ser unge mænd, der nu skal forsvare deres land med gamle aftjente lånte våben i en krig mod en overmagt, når vi ser børn der risikerer at blive forældreløse og vi med en stille taknemmelighed ser på vores egne børn og håber, at frihed og fred forbliver grundstenen i Danmark.

For her sidder mange af os i dag i påsketiden. Rundt om det veldækkede påskefrokostbord med øl og snaps og sild og hjemmebag. Vi hygger os og nyder hinandens selskab, mens byer bombes. Vi sidder her fyldt af glæde, af forundring og taknemmelighed.

For vi kan ikke andet, og vi skal heller ikke andet, selvom der er noget paradoksalt og noget forstemmende ved at fortsætte med livet, mens vi samtidig alle holder vejret og beder til, at det værste ikke må ske.

Mens vi måske beder til, at Gud, kunne åbne Putins øjne og alle hans proselytters øjne, sådan som han så mange gange før har åbnet de blindes øjne. At Gud ville åbne deres øjne, så de kunne se, at det er mennesker de har med at gøre, så de kunne se kærligheden i verden, og så de kunne forstå at krig, at ødelæggelse, at undertrykkelse aldrig er vejen frem.

Så de kunne se glæden, i ethvert barns øjne, der ikke lever i krig, så de kunne se, en lys og god fremtid for børnene, så de kunne se, at det vi mennesker er på jorden for, er at skabe fred aldrig krig.

Og vi må bede til, at vi på trods af en verden der skræmmer os, så alligevel ikke forfalder til mismod og tungsind, men vender os mod Gud, som åbner vores øjne og får os til at se det gode omkring os, men samtidig mærker og forstår, at det ikke er en selvfølge, når det gode sker.

For vi skal bruge vores åbne øjne til at forsøge at tale imod ondskaben ved at række den kærlighed vi får af Gud i dåben videre til hinanden og skabe et fællesskab der er så stærkt, at det kan stå som skjold mod alt det der truer os.

For det forpligter at blive døbt, det forpligter at være kristen. Det forpligter at være menneske. Det forpligter os til hver eneste dag vi lever, så at forsøge på at leve som Jesus gjorde det. Det forpligter os til at se på hinanden med kærlighedens øjne og sammen skabe en verden som vores børn kan leve trygt og godt i, som det lyder i Nordahl Griegs vers skrevet på baggrund af den voksende nazisme og fascisme han oplevede i 1936, og som vi stadig har brug for at høre:

“Dette er løftet vort, fra søster til bror,
Vi skal blive gode mode menneskenes jord.
Vi vil tage vare på skønheden, varmen,
Som om vi bar et barn, varsomt på armen.”

Og det blev hverdag igen…

Efter i halvandet år dagligt at have tjekket positivtal, bestilt tider til testning, haft alskens symptomer, og til sidst mærket, hvordan den overmandende frygt i begyndelsen langsomt ændredes til en stille resignation blev det hverdag igen.

Corona var under kontrol og den lille bobbel som vi hver især befandt sig i blev større og større. Pludselig blev der igen plads til at beskæftige sig med andet end pandemien.

For det blev hverdag igen og det åbenbaredes, at alt var som før. Pandemien havde ikke ændret på verdens ufred, og den 11. september blev endnu en mærkedag rigere, da soldaterne blev trukket ud af Afghanistan efter tyve års krig.

Og det er svært, for ikke at sige umuligt at undgå at blive berørt og bevæget af billederne fra Afghanistan der pludselig fik pandemien væk fra forsiderne. Det land, hvor også vores soldater igennem 20 år kæmpede for at give befolkningen bare lidt af den samme frihed og ret til at tænke og tro frit som vi har i Danmark.

Det er svært ikke at blive bevæget og ramt af følelsen af magtesløshed, når det ene fly efter det andet evakuerer mennesker ud af landet, og man læser historier om, hvordan Taleban nærmest på bibelsk vis banker dørene ind i byerne for at slå de mennesker ihjel, som de opfatter som forrædere og som de frygter vil gå imod et islamisk styre.

Det er svært at undgå følelsen af magtesløshed, når terroren tager fat og de beretninger, jeg som feltpræst har fået fra soldater der har været udsendt til Afghanistan atter dukker op i erindringen.

Beretninger som de for altid har printet ind på nethinden.

Billeder af mennesker som halshugger deres modstandere, som bruger børn - piger vel at mærke som skjold når de bevæger sig igennem en krydsild. Beretninger fra de mennesker, som har set og mærket, at de gjorde en forskel, mens de var i landet, men som nu ser den voksende frihed og det spirende frø af demokrati som de forsøgte at plante smuldre for at blive erstattet af vold og magtmisbrug.

Som ser hvordan den hjælpsomhed og barmhjertighed som de mødte befolkningen med  og som bredte sig og spredte sig, nu er afløst af frygt for de mennesker, som kun spreder død og ødelæggelse omkring sig. Og så endda i en guds navn, i Allahs navn.

Som ser hvordan mennesker forvandles til dyr. For det er jo det, der sker. Det er det, der sker når mennesker ikke længere røres og bevæges, over andres menneskers lidelser og  når de med et højere mål for øje, mener at være i deres gode ret til at slå andre ihjel fordi de tror på noget andet.

Det er det, der sker, hvergang mennesker i en religions navn eller i en ideologis navn påberåber sig retten til at slå glæden, slå friheden, slå livslysten ihjel. Så handler man som dyr.

Så sker det, at de ikke længere har Gud i deres hjerter, men har gjort sig selv til gud. Og gør man sig selv til gud, så har man ikke længere en rettesnor at leve sit liv efter, så respekterer man ikke længere andre mennesker, så kan man efterlade dem i rendestenen forslåede og sårede uden at blive bevæget og rørt af det. Sådan som det sker på værste vis i Afghanistan, og sådan som det skete, på Utøya, og som det skete i Auschwitz.

At menneskeheden forsvinder. Hos bødlerne og hos ofrene. Forsvinder, fordi skønheden, godheden, hjælpsomheden, barmhjertigheden, friheden forsvinder ud af hænderne på dem og erstattes af frygt.

For frygten gør ikke et menneske. Et dyr kan også frygte, men kun et menneske, kan vise medlidenhed og barmhjertighed, og det er netop det vi kristne aldrig må glemme. Vi må aldrig glemme, det vigtigste som kristendommen fortæller os, det som gør at kristendommen aldrig må blive en ideologi som Taleban gør deres fortolkning af Islam til, når de gang på gang råber Gud er stor, men gør sig selv større, når de mener at Gud vil have at de skal slå de mennesker ihjel, der ikke lever på den måde de mener er den rigtige.

Kristendommen derimod, og det vores samfund er rundet af, er ansvaret for det andet menneske. Det er pligten til at hjælpe og værne om den svage.  Det er friheden og respekten for enhver, om man så er kvinde, barn, udstødt, tror på en anden gud eller slet ingen gud så er vi kristne forpligtet på at forsøge at leve vores liv, som Jesus lærte os. Med det andet menneske for øje.

Og det er svært at gøre. Det ved vi nok alle. Vi mærker det nok, hvordan vi nok røres og bevæges, når vi ser de frygtelige billeder, men mange af os, er nok også hurtige til at bladre væk, når der så dukker et hjælpenummer op, hvor vi kan støtte ofrene i Afghanistan med penge.

Vi mærker det nok ind i mellem at vi godt ved, hvad vi burde gøre, men ikke gør det, men så længe vi røres og bevæges, så længe må vi også tro på, at Gud er i vores hjerte. At der stadig er grobund for at barmhjertigheden kan sejre, at vi stadig ind i mellem rækker en hjælpende hånd ud mod den forslåede, og at vi også ind i mellem selv mødes af en hjælpende hånd.

Og det er hele forskellen på vores Gud og en gud der bliver brugt til at indskrænke menneskers frihed og livsglæde. Vores Gud er ikke stor, når vi underkaster os ham, vores Gud er ikke stor, når vi  ødelægger andres liv.

Vores Gud er stor der, hvor vi som Jesus forsøger at vise kærlighed og barmhjertighed mod andre. Den Gud som giver os frihed, til som ham at tro på at ethvert menneske har værdi, den Gud som gav os evnen til at tænke, til at skabe storhed og skønhed i verden. Den Gud som gør, at når vi har Gud med i hjertet, så bevæges vi og røres vi, hvergang vi står ansigt til ansigt med et andet menneske.

Den Gud som gør livet til at leve både  når det er hverdag og når det er fest.

Nina Dyrhoff Nyegaard

Hvad er meningen?

“Hvad har du ment med os?”

Sådan lyder det anklagende og insisterende spørgsmål i Pär Lagerkvists roman: “Det evige smil.” Spørgsmålet kommer fra milliarder af døde mennesker, der har besluttet sig for at foretage en massevandring for at finde Gud og afkræve ham svar på livets storhed og glæde, men også på livets angst og uvisheden om, hvad meningen med livet, med mennesket overhovedet er. De vil drage Gud til ansvar for det ubegribelige og mærkværdige liv, for at finde ro og finde vished for troen.

De drager af sted mod Gud for at finde svar på de spørgsmål, som vi også tumler med. De spørgsmål, som jævnligt dukker op hos os. Om det er, når vi mærker afgrunden under os, når vi mærker lidelsen, eller det er, når vi rammes af storheden over skaberværket og glæden overskygger alt, og vi midt i smerten formår at finde noget værdifuldt i den. Nøjagtig som os levende mennesker vandrer de af sted i forsøget på at finde mening i deres liv og i deres død. Og efter en lang vandring finder de det uopnåelige, det de har længtes efter - de finder en gammel mand, der saver brænde, kroget og kort af vækst mærket af års arbejde og med et furet ansigt præget af møje og sagtmodig alvor. Og de så, at han var Gud.

Og der, sat over for muligheden for at få svar på livets mening, stiller de Gud spørgsmålet: ”Hvad har du ment med os?”

Og Gud svarer stille og ydmygt: “Jeg har gjort det så godt, jeg kunne.” Hverken mere eller mindre, men det svar kan menneskene ikke stille sig tilfredse med. De fortsætter med at kræve svar fra Gud, og hver gang lyder det fra Gud: “Jamen, jeg har gjort det så godt, jeg kunne.”

Og skuffelsen og frustrationen breder sig forståeligt nok i folkeskaren. “Noget, må du da have ment, med at skabe liv”. ”Der må da være noget mere, noget vi skal stræbe efter, noget vi skal gøre i livet for at få del i storheden over livet?”

Og langt om længe tilføjer Gud: “Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting!”

“Jeg har bare ment, at I aldrig skulle behøve at nøjes med ingenting!” De ord rummer hele pointen med at tro. De rummer pointen med at give Gud en chance. De giver os svaret på, hvorfor det giver mening at gå i kirke. For med Gud i livet åbner vi for muligheden for at gøre livet større end det, vi kan se og måle.

Og er det ikke netop det, der har betydning i vores liv. At vi får at vide, at vi ikke er ingenting. Men at vi har betydning. For Gud og for hinanden. For vi har fået livet af Gud, med muligheden for at fylde det ud med den mening og den tro, der kan hæve vores liv op til at blive meget mere end ligegyldigt. For det vi hører fra Gud og i kirken, det er, at vi skal bruge vores liv. Og vi skal bruge det i visheden om, at vi som Gud også bare skal gøre det så godt, som vi nu kan. Forsøge at leve vores liv med hinanden, så godt som vi nu kan, og sprede lys og glæde, hvor vi kan, for det er meningen med os mennesker. Så simpelt er meningen med livet egentlig: Brug dit liv - så godt som du kan!

Og livet er blevet brugt i kirken i de forgangne måneder. Der er blevet tændt lys og glæde, når folk i alle aldre har lagt vejen forbi i advents- og juletiden. Luciaoptog, børnehave, skole, pensionister og alle andre har spredt lys og glæde hos hinanden. Og vist at vi heldigvis ikke er ingenting, ligesom kirken heller ikke er ingenting, men er med til at give mening i livet.

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard

Klokkerne kalder på gammel og ung...

På en af efterårets smukke oktoberdage, hvor solen skinnede fra en blå himmel, der var så smuk som kun en efterårshimmel kan være det, og hvor vinden selv oppe ved Tårnborg Kirke holdt fri, hørtes de glade børnestemmer fra 3. klasse på lang afstand, da de gik fra Tårnborg Skole og op til kirken.

Og inde i kirken dæmpede børnene helt spontant deres stemmer, den halvløbende gang blev skiftet ud med en stille gang, som mærkede de helt automatisk, at inde i kirken der er der noget andet, noget vigtigt og noget helt andet på færde, som kræver en anden ro end på boldpladsen eller i skolegården.

Da børnene havde sat sig på kirkebænkene sang de i kor med de klareste børnestemmer: Kirken, den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde; tårne, fuldmange sank i grus, klokker end kime og kalde, kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile.

Aldrig nogensinde har vores store salmedigter N.F.S. Grundtvigs salme fra 1836 lydt smukkere end da 18 barnestemmer fik lov til at fylde kirkerummet med deres sang. Aldrig har ordene om kirkeklokkerne, der kalder på gammel og på ung, men allermest på det menneske, som har det svært, og hvor meningen med livet kan være så svær at finde, stået stærkere for mig, end da eleverne fra Tårnborg Skole sang den.

Og de ord, er de ord, er jo netop hele kernen i, at vi er i kirken. Det er meningen med at tro, det er meningen med, at vi kommer i kirke for at få vores børn døbt, men også for at få vores elskede begrave. For klokkerne kalde på gammel og på ung. De kalder på alle, som har brug for trøst, som har brug for styrke til at klare livet, og de kalder, så vi kan komme og takke for det store i livet.

Og børnene, ja, de stillede også spørgsmål om livet. Om troen. Om de store ting i livet og om de små ting i livet. “Hvad er det bedste ved at være præst?” og “Er det forbudt at begå selvmord?” lød det fra dem.

Og deres lydhørhed. Deres fascination, da de fik lov til at komme helt op i klokketårnet og se og røre ved de store klokker, der kan høres viden om. Deres umiddelbarhed og deres evne til at tro på, at vores liv også er fyldt af ting, vi ikke kan forklare, ja, den tror jeg mange voksne kunne lære lidt af.

For det er egentlig underligt, for børn ved det godt. At det at komme i kirke, det er noget særligt. Det er noget, der kræver, at de også for en kort stund slapper af, dæmper stemmerne og åbner øjne og ører. Og der, hvor de gør det, ja, der sker det, at de ser, at kirken har en mening. Og at det, der sker i Tårnborgbladet november 2019 Kirkebladet side 3 19 kirken, har betydning også for dem. Ja, at klokkerne også kalder på dem.

Anderledes vanskeligt er det med os voksne. Det er så tit, at dåbsforældrene bekymrede spørger: “Hvad nu, hvis den lille skriger”, “hvad nu, hvis storesøster ikke kan sidde stille.”  Men børnene, ja de er faktisk sjældent problemet i kirken. Børnene, de er faktisk parate til at møde, lytte og observere, når de kommer i kirken. Børnene, de lyser op i kirken. De er nemlig endnu ikke af den overbevisning, at det er kedeligt at gå i kirke.

Det svære, det er faktisk de voksne, som højlydt sidder og taler under gudstjenesten, eller de voksne, som når “deres” families dåbsbarn er blevet døbt, tydeligt signalerer, at nu er deres 10 minutters berømmelse overstået, nu er det vigtige i kirken slut, og glemmer at det næste dåbsbarn også er lige så vigtigt som deres, og som med et tror, at nu er kirken blevet til en cafe, bare uden cafe latten.

Det svære i kirken, det er ikke at holde børnene i ro. Det klarer de fleste børn faktisk helt instinktivt selv, hvis vi voksne bare stille svarer dem, hvorfor Jesus hænger på korset, eller om kaninen, som lige er død, mon også kommer i himlen sammen med oldefar.

Det svære, det er os voksne, som slet ikke kan holde ud, at der er et sted, hvor det slet ikke bliver kommenteret, hvor perfekte, og hvor succesfulde vi er. Det svære for os voksne, det er at acceptere, at i kirken, der hører vi det helt vanvittige; at alt det, som vi mener er allermest vigtigt: karrieren, udseendet, bilen, om vi nu er superforældre, der ikke serverer sukker til børnene og har et hjem, som altid viser så stort et overskud, at børnene aldrig har set et spindelvæv - det er faktisk slet ikke er så vigtigt.

Og det er hårdt, at skulle lytte til det, skulle lytte til, at vi ikke selv er Herre over alt i livet. Det er hårdt, at skulle lytte til, at livet netop er at fejle, aldrig at blive god nok, at have det svært og at rejse sig igen, som Jesus gjorde det. Men det er så vigtigt at høre det. Det er er så vigtigt at høre, at det er et livs vilkår, at vi mennesker aldrig bliver gode nok. At vi altid kunne have gjort mere. For når vi hører det, som vi dybt nede godt ved, og som får os til at fortvivle og gå ned med stress; at vi aldrig er gode nok, når vi hører det i kirken, så hører vi netop også de ord, som Gud fortæller os, de ord, som børnene sang: klokker end kime og kalde, kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile.

Kirken, den kalder netop på alle os uperfekte mennesker. Den kalder netop på os, når livet går i stykker, og i kirken, der får vi netop at vide: At for Gud, der er det eneste vigtige i vores liv, at vi bruger det, så godt vi nu kan. For selvom vi aldrig er gode nok, så tager Gud sig alligevel af os. Så prøv næste gang, du kommer i kirke, at gå derind med barnets sind. Og prøv, hvis du har børn med så at se, hvad der sker, hvis vi voksne med vores opførsel, vores kropssprog viser dem, at det, der sker i kirken, faktisk har betydning. Det har den største betydning at tro på, at Gud tager over, når vores liv går i stykker.

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard

Og byer blomstred i rødt og hvidt

Jeg var ikke ret gammel da jeg første gang så et billede af jublende danskere der med dannebrog vajende i hænderne fyldte de danske gader med glæden sprudlende ud af deres ansigter. Og jeg spurgte min mor om vi havde vundet et fodboldmesterskab,  men min mor fortalte mig i stedet historien om en lærke, der lettede og om hvordan tusind lærker fulgte og hvordan fuglenes musik forplantede sig til ethvert menneske på jorden, der endelig efter fem års besættelse så det forunderlige ske og mærkede, at det var forår og Danmark frit. 

For min mor fortalte mig om 5. maj 1945. Og hun fortalte om årene, hvor danskerne håbede på, at det hele ville ende godt. Hun fortalte om dengang, hvor danskerne var nødt til at stå sammen og i det store og i det små forsøgte at stå fjenden imod. Sådan som også hendes mor, der selv havde oplevet krigen havde fortalt hende om det. 

Og hvergang når vi nærmer os maj måned og foråret er smukkest tænker jeg på, hvordan byerne blomstrede i rødt og hvidt. Og på, hvordan vi den 4. maj, sætter lys i vinduerne for at huske på historien om dengang Danmark i fem år havde været besat. For at mindes om, det store fællesskab der viste sig, dengang, hvergang det lykkedes at gå imod overmagtens regler. Dengang det viste sig at det giver mening at håbe på bedre dage, dengang det viste sig, at det giver mening med udholdenhed at gå livet i møde og at tro på det gode sejrer til sidst. 

 

Og jeg kan huske, at jeg, da jeg blev lidt større vel en 12 år gammel, var så opsat på at finde en mening eller måske snarere en forklaring på, hvordan Holocaust kunne finde sted. Men jeg fandt aldrig forklaringen, alt jeg fandt var mig selv vågnende midt om natten badet i sved, fordi jeg fik mareridt om at læse om jødeforfølgelser, gaskamre, oprop til det danske folk, spærreforbud og Churchillklubben i Danmark.

Og en dag efter at jeg var blevet voksen faldt jeg over en notesbog  fra ungdommens glade tid, hvor jeg skrev at jeg tror at folk, der har oplevet både besættelsen og befrielsen har oplevet noget dyrebart og værdifuldt i deres liv, som vi priviligerede børn, der voksede op hvor de store verdenskrige og den kolde krig for os, var et overstået kapitel i historien, noget, som har gjort deres liv mere sårbart men også mere meningsfuldt. 

For de har oplevet hvad det vil sige at kæmpe for noget, der er større end ens egne små selvcentrerede kampe om at komme bedst frem i verden. De har oplevet, hvad det vil sige at være del af et ubrydeligt fællesskab. Et fællesskab, hvor de har oplevet at håbet og troen på noget større og vigtigere end dem selv gav dem styrke til at holde ud og holde ved.

Sådan som vi får det at vide hvergang vi finder vej ind i kirken. 

For der lyder det til os, at vi er del af et fællesskab som det på nogle punkter kan være så svært at forstå vigtigheden af, hvis man er vokset op i en tid, hvor det vigtigste er at være sig selv nok eller se bedst ud på facebook eller instagram, og man tror at det vigtigste ved en barnedåb er at blive døbt på en dag, hvor der ikke er andre børn, der skal døbes, eller når man måske til en begravelse ikke længere vil synge salmer, fordi de handler om Gud og ikke om en selv. 

Og jeg skrev dengang at jeg egentlig på en paradoksal måde var lidt misundelig på de mennesker, der havde oplevet besættelsen og befrielsen, fordi de havde oplevet et fællesskab så vigtigt at det resten af deres liv måtte smitte af på den måde, deres liv blev levet, og fordi de havde oplevet hvad det kan føre til hvis mennesker tror på det forkerte, hvis mennesker holder op med at håbe på fremtiden, hvis mennesker holder op med at engagere sig i verden. Hvis mennesker holder op med at tro.

For de har oplevet hvad der sker, når helt almindelige mennesker tror de er gud. De har oplevet, hvad det vil sige, når magten lander i de forkertes hænder. De har oplevet når det gode sejrer over det onde, og det kan aldrig tages fra én igen. 

Og hver gang, når det bliver den 4. maj og lysene tændes i vinduerne tænker jeg på, om ikke vi privilegerede børn, der blev voksne uden at krigen bankede på vores hoveddør, egentlig er klar over hvor vigtigt det er at tro på noget, der er større end vi selv er det. 

Hver gang tænker jeg på om vi er klar over hvad det egentlig betyder at have noget at kæmpe for, hvad det betyder at være del af et fællesskab. Hvad det betyder at tro. Hvad det betyder aldrig at blive ligeglad med andre mennesker. Og hvad det betyder aldrig, aldrig nogensinde at glemme at fortælle videre til vores børn, hvorfor vi tænder lys 4. maj. 

Hver gang tænker jeg på, hvor vigtigt det er huske at fortælle de store historier videre. De store historier, der er bundet af den tro, og den Gud som vi håber og tror på, er det lys, der altid skinner i mørket for os. Den tro og den Gud som er det eneste vi kan ty til når det hele vælter omkring os. 

For uden troen falder vores verden sammen. Uden de store historier i vores bagage mister vi os selv. Uden de store historier som er båret af troen på, at der er noget i verden det er værd at kæmpe for bliver alt ligegyldigt. 

I det øjeblik, hvor vi ikke levner Gud plads i vores liv, der giver vi i stedet plads til til ondskaben. For kun troen og det fællesskab som troen giver os kan kæmpe imod de mennesker som har som det højeste mål at guddommeliggøre sig selv for at få magten over hele verden og ødelægge alt det der er smukt og stort. Alt det som folk stod sammen om under besættelsen. Alt det som folk fejrede 5. maj. Friheden til livet. 

For kun der, hvor vi giver plads til Gud i vores liv. Kun der giver vi virkelig plads til godheden, kun der giver vi plads til at kæmpe for det vi har kært kun der giver vi plads til håbet om en bedre fremtid. 
Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard 

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard

Du må ikke slå ihjel.

“Hvad er det vigtigste af de ti bud i Biblen”, blev konfirmanderne spurgt om en dag. Og straks lød det fra de fleste: Det med at vi ikke må slå hinanden ihjel. Og mon ikke det femte bud: ”Du må ikke slå ihjel” er det bud, de fleste mennesker automatisk tænker på, hvis de bliver spurgt om det vigtigste af de ti bud i Bibelen. Tænker på lige nøjagtig det femte bud, fordi det er så elementært og indlysende rigtigt, at vi mennesker ikke må slå hinanden ihjel. At det er så indlysende, at verden ville være et bedre sted, hvis vi ikke slog hinanden ihjel, og tog livet af hinanden. Heldigvis er det da også de færreste af os, der slår andre ihjel. Heldigvis er det de færreste af os, der udvikler os til seriemordere, og her i forholdsvis fredelige Danmark er det også de færreste af os, der kommer til at slå folk ihjel i krig.

Her i Danmark slår vi heldigvis ikke hinanden ihjel for måske at stjæle organer og sælge dem i håbet om at få et bedre liv. Her i Danmark slår vi ikke hinanden ihjel i Guds navn, men opfører os som civiliserede mennesker. Som civiliserede mennesker, der overholder buddet om ikke at slå ihjel og i stedet skaber liv, hvor vi kommer frem. Her i Danmark kunne vi da aldrig have slået Jesus ihjel….

Men tænker vi ordentligt efter, er virkeligheden så ikke en anden? Er virkeligheden så ofte ikke den, at vi måske nok ikke slår mennesker ihjel, så de dør, men er virkeligheden ikke, at vi alligevel alt for ofte er med til at
ødelægge hinandens liv og slå mennesker ihjel på vores egen civiliserede måde, så vi ikke ender i fængsel. Er virkeligheden ikke netop, at der hvor vi fordømmer andre mennesker, for deres måde at indrette deres liv på, der hvor vi fordømmer andre, fordi vi ikke mener, de lever ordentligt. Der hvor vi peger fingre af de andre, fordi vi ikke forstår, hvorfor de ikke lever, som vi gør det. Der hvor vi inden vi lærer folk at kende dømmer dem ude pga. det ydre, pga. sladder vi har hørt, lige der slår vi mennesker ihjel. For der, hvor vi ikke først giver det andet menneske en chance for at vise, hvem det er, der slår vi ihjel. Vi slår muligheden ihjel for at finde ud af, at det menneske, som måske lever helt forskelligt fra os selv, faktisk også kan berige vores liv, netop i forskelligheden. Så er virkeligheden ikke netop, at ingen af os i sandhed kan leve op til det femte bud? Men at vi skal forsøge på det. Skal forsøge på at møde ethvert menneske med den respekt og den tillid, som vi bliver mødt af Gud med. Nemlig det at vi netop i vores forskellighed har al værdi for Gud.

Sognepræst Nina Dyrhoff Nyegaard

“Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt”

De tankevækkende ord blev skrevet i 1843 af Søren Kierkegaard.

Ja, selvfølgelig, fristes man til at sige, er citatet da ikke fra vores tid, for det er da vanvittigt at kritisere travlheden i en tid, hvor det er prestigefyldt at have så travlt som muligt, hvor det giver anerkendelse at kunne prale med, at tiden ikke slår til, at man er den på arbejdspladsen, der har allermest travlt. Eller den i kaffeklubben, der har flest jern i ilden. For at have travlt er tegn på, at man er populær, at man er den, som alle vil have fat på, fordi man er uundværlig, så man må ofre sig i travlhedens navn.

Og måske netop derfor giver ordene alligevel grund til at stoppe op og tænke på travlhedens trussel. For selvom mange lige nu har holdt en god lang påskeferie og travlheden for en stund måske har været sat på standby, så truer travlheden i baggrunden. For også det at holde ferie kræver travlhed, og at der hele tiden sker noget. For ungerne skal opleve noget, som de forpustede kan fortælle om, når de kommer tilbage i skolen efter ferien, og de voksne har travlt med at planlægge påskefrokoster, ture ud i oplevelsesland så travlheden banker alligevel på midt i det hele.

Men er det ikke netop latterligt at have så travlt, at man glemmer det væsentligste i livet – at det ikke er travlheden, der skaber liv, men at det er nærværet mennesker imellem, der gør livet værd at leve. At det ikke er det at fare fra sted til sted og hele tiden være på vej til en ny opgave, men tværtimod ind i mellem blot at være til uden at skulle noget som helst, der er livet.

Og det er netop også det, der til enhver tid skal og må være kirkens funktion: at kunne give rum til blot for en kort stund at glemme hverdagens krav og i stedet være til stede i livets storhed.

Kunne give rum til for en stund at få lov til at være menneske uden at skulle præstere noget som helst.

Og det må til enhver tid, såvel i 1843 på Søren Kierkegaards levetid og i 2016, være noget af det væsentligste i kristendommen at tale for, at travlheden aldrig må blive et succeskriterium. Men snarere at tale stik imod alt det, der skriger på at gøre mennesker til successer, fordi det væsentligste og det, der skaber liv netop ikke kan gøres op i succeshistorier, men at det i stedet er, at vi husker hinanden på, at det er latterligt, hvis vi mennesker tror, at vi bliver bedre, gladere, og mere succesfulde ved at have travlt, for det allermest latterlige er at have for travlt til at leve livet.

Nina Dyrhoff Nyegaard

sognepræst

Når livet gør ondt, kan du tale med din præst!

Det behøver ikke nødvendigvis være religiøse spørgsmål.
Præsten er en, du kan tale med om alle de tanker, der kan opstå, når det er svært at være dig.
Om alt det vi bærer på af glæde og sorg - tro og håb. Tvivl, angst og skyld.

Præsten er underlagt absolut tavshedspligt og alt forbliver mellem dig og præsten.

Og så er det ganske gratis!
Præsten tager intet honorar.

Det er godt at have en at med, en der kan lytte, og du er altid velkommen til at aftale tid til en samtale.